Med Danske Bladtegnere i Mexico City

Den Mexicanske tegnerfestival La Linea de Fuego har et socialt sigte og en ambition om både at uddanne og organisere tegnerne i Mellem- og Sydamerika. Derfor havde arrangørerne sidste år valgt at inviterer Erik Petri og jeg – via Danske Bladtegnere – til at præsenterer, hvordan vi herhjemme er organiseret, og hvilke udfordringer vi ser for fagets fremtid. Festivalen var arrangeret af agenturet Carton Club, som sælger satiretegninger til hele verden for udvalgte Latinamerikanske tegnere.

Første dag

Tirsdag den 3. september.
Kl. 18:45 landede Erik Petri og jeg i Mexico Citys lufthavn Aeropuerto Internacional Benito Juárez – en lufthavn, der alene i 2018 befordrede over 47 mio rejsende. Og i 2019 altså også os.
Vi var som sagt inviterede til at deltage i La Linea de Fuego, der begyndte d. 5. og under armen havde Erik et foredrag og et slideshow på tykkelse med Krig og Fred. Det handlede primært om de udfordringer fremtidens arbejdsliv stiller tegnere globalt og hvordan vi selv har organiseret os i et land så småt, at alle landets indbyggere kan bo i Mexicos City omkring 4 gange.

Efter at have gennemgået de evigt aktuelle lufthavnsprocedurer – som at lokaliserer toilettet, stå i kø i urimelige tider, panikke over forsvundne og sidenhen forkert udfyldte indrejsedokumenter – blev vi hentet af Paul Cano og David Boligan fra Carton Club.

Til Eriks store glæde sad Davids far og Eriks gode ven – tegneren Angel Boligan – klar bag rattet og kørte os til vores hotel Zocalo Central ved Plaza de la Constitución (også kaldet Zócalo). Og det var SUPERFEDT! Jeg har aldrig boet så fint!
Anyway – her smed vi hurtigt vores bagage af på værelserne, og kastede os derefter ud i byens lys. Da Mexicos Uafhængighedsdag skulle fejres d. 15. september, var hele byens centrum i færd med at blive pyntet, og Zócalo var oplyst af fantastisk lysrelief af elektriske pærer. Vi traskede lidt rundt i byen og tog notits af steder vi skulle huske at besøge de efterfølgende dage: Museo del Estanquillo (Forfatteren Carlos Monsivais personlige samling af malerier, fotografering, legetøj, albums, kalendere, reklameartikler og bøger, og det skulle være en stor oplevelse for grafiske hoveder), boghandlere, spisesteder, etc.

Ved en 20 tiden besluttede vi os for at finde noget at spise og vores 3 amigos overtalte os til tacos og kolde øl – og fandt selvfølgelig hurtigt et fint sted. Alt var godt, selvom vi måske var en kende slappe i koderne på dette tidspunkt. Vi havde nu også været vågne i omkring 27 timer i streg, og selv Erik, der sammenlignet med undertegnede var en ren model Terminator T-800 på plutonium batterier, var dog enig i at det var på tide at kratte tilbage til hotellet og i seng.

Anden dag

Onsdag den 4. september.
Vågnede stort set i samme position som jeg endeligt var faldet i søvn i, ved at uret ringede.
Jeg kom hurtigt i tøjet og op på taget, hvor restauranten befandt sig med min tegneblok under armen, for at lave de første doodles til min rejsedagbog.

Der var til min forbavselse stort set en tjener pr. tre gæster, og de var skarpe som knive. Jeg fik vrøvlet lidt italienske gloser, og tjeneren bragte mig smilende og overbærende en omelet og en kop kaffe og jeg begejstret takkede for med et klingende Grazia, for sådan en verdensmand er jeg nemlig.

I mellemtiden var Erik dukket op med morgenmad mellem hænderne og hovedet fuld af planer. Dagsplanen bestod i at komme rundt i byen, som jeg stort set intet kendte til. Vi havde lavet en aftale med tegneren Cintia Bolio, som jeg derimod allerede kendte fra en workshop hun afholdt i København for et par år siden. Og nu skulle hun altså også fungerer som guide.
Cintia er utrolig. Hun er skarp og flittig, og har bl.a. siden 2006 tegnet for det politiske satiremagasin “El Chamuco y Los Hijos del Averno” – og man kan såmænd også finde hende i det danske online magasin SPOT. Så jeg så virkelig frem til at få hende som guide rundt i byen.

Erik var naturligvis klar på slaget 8 – jeg havde lige brug for lidt mere… klargøring. For let’s face it – der findes sølvfisk, der er mere strukturerede end jeg. Heldigvis var Cintia også lettere forsinket, for når man skal krydse en by, der dækker næsten 5.000 km2, kan det være en udfordring at beregne ens nøjagtige ETA.
Hvorom alting er, så ankom Cintia glad og fro, og vi begav os ud i en af verdens allerstørste byer – faktisk kun overgået af Tokyo.

Katedralen med det mundrette navn Catedral Metropolitana de la Asunción de la Santísima Virgen María a los Cielos, er ufattelig smuk, og som så mange andre ældre bygninger i Mexico City lettere ludende, da selve byen synker med omkring 1 cm om året.
Man skal her lige huske på, at hele byen er bygget på en opfyldt sø(!), så at husene hænger lidt er til at forstå.

Efter katedralen besøgte vi Templo Mayor – eller rettere det der var tilbage af det, efter spanierne var færdige med at disrupte det aztekiske Mexico i 1521.
Templo Mayor – Det Store Tempel – var hovedtemplet for aztecerne dengang byen hed Tenochtitlan og allerede dengang udgjorde det for hovedstaden i landet. Pyramidetemplet var tilegnet krigsguden Huitzilopochtli, såvel som Guden for regn og dyrkning, Tlaloc. En dobbelt trappe havde ført op til pyramidens top, hvor to mindre bygninger stod side om side – en til hver gud. Og det var herfra man med jævnlige mellemrum skar det varme hjerte ud af brysthulen på udvalgte fanger, med knive af sort obsidian. Bum. Sådan.

Templet blev imidlertid stort set fuldstændigt nedbrudt af de katolske Spanierne – så udover “stueetagen” og enkelte dertilhørende stenslangehoveder er der ikke meget tilbage. Stenene blev brugte til at opføre førnævnte katedral, og mange andre af bygningerne i centrum istedet. Men det, der var tilbage, vidnede om en fantastisk teknisk viden og forståelse og er faktisk stadig både utroligt smukt og vanvittigt imponerende! Derefter fortsatte vi rundt i Centro Histórico resten af dagen.

Om aftenen var vi blevet inviteret til fest hos Angel Boligan.
Boligan blev oprindeligt født i 1965 i Cuba, men har boet i Mexico siden 1992. Han har været redaktør og tegner for magasinet „El Universal“ og avisen „Conozca mAs“, men arbejder for tiden som tegner for satiremagasinet „El Chamuco.” Hos ham traf vi desuden flere af de organiserende kræfter i festivalen samt en mængde andre tegnere.

Tredie dag

Torsdag den 5. september.
Festivalens første dag blev skudt i gang. Vi blev hentede af Paul på hotellet i en Uber, der sørgede for at vi kom frem til centeret, hvor arrangementet blev afholdt. Stedet hed Centro Cultural Universitario Tlatelolco og er underlagt Mexicos universitet med henblik på at formidle kunst og kultur.
Vi drev lidt rundt og så på de udstillede tegninger i foye’en, snakkede med de andre fremmødte. Erik gav et interview og jeg faldt i snak med en tegner der hedder Paco Baca.

Kl 13:18 blev den røde snor klippet, festivalen erklæredes åben og så gik det stærkt. Først var der en åben diskussion om sikkerheden på internettet, og flere af tegnerne fik udtrykt en bekymring om hvordan de i fremtiden sikrer deres arbejder mod at blive stjålet og misbrugt, og en generel bekymring over, hvad den digitale fremtid byder på af udfordringer. Og så naturligvis hvordan man undgår at blive slået ihjel, når man træder de forkerte folk over tæerne. Vi havde heldigvis taget lakridspiber med til trøst for hele forsamlingen.

Allerede kl 14 sad jeg så i et panel og skulle diskutere imigration og flygtningesituationen i mellemamerika og Europa.
Jeg er blevet tildelt plads i et panel med Camila De La Fuente, som jeg faktisk allerede havde mødt i en satirefestival i Saint-Just-le-Martel i Frankrig 2018, og som jeg nu kun fik endnu større respekt for.
Camila har boet det meste af sit liv i Caracas i Venezuela under Chavez-Maduro styret. Hun blev aktiv i studenterbevægelsen, og måtte i 2014 emigrere til Mexico. Ved hendes side sad Monica González, fotograf og dokumentarfilmproducent fra Mexico City, med fokus på politiske og sociale udfordringer i regionen, hovedsagelig i forbindeles med migration, køn, menneskerettigheder og vold.

Debatten blev styret af Alejandro Vélez, chefredaktøren for foreningen Nuestra Aparente Rendición, der arbejder – intellektuelt, praktisk og kunstnerisk – for fred i Mexico. derudover er han professor i humaniora og forfatter til en bog om livshistorier fra de savnede og myrdede journalister i Mexico. Der sad jeg så og var fra fucking Østerbro…

Vi spiste frokost i nærheden, og på vej derhen fulgtes jeg med en af Carton Clubs organisatorerne, Mariana Calvo, og vi snakkede både om landets forhold til USA, korruptionen i Mexico, og her hørte jeg for første gang om det jordskælv, hvoraf det seneste af de store næsten smadrede Mexico City i ’85 – også kaldet et terremoto.
Det efterlod sig et anslået antal døde på ml. 5.000 – 20.000 mennesker, 50-90.000 hjemløse og ødelæggelser for milliarder, og en evig angst hos de fleste af byboerne for, hvornår det næste terremoto rammer. Der står stadig mange tomme bygninger tilbage i byen, givetvis for farlige til at bo i og for dyre at vælte. Igen en reminder om, at Mexico om noget er et land med mange modsætninger.

Jeg kunne ikke lade være med at filosoferer lidt over det smukke liv, kunsten og musikken, der er så levende, og samtidig er der en massiv tilstedeværelse af politi i hele byen. Fattigdom er synlig overalt og mindstelønnen er nærmest non-eksisterende, isærdeleshed set med danske øjne. Kriminalitet og korruption danser en usynlig jarabe tapatío overalt, lurende naturkatastrofer og alligevel, alligevel var jeg så utrolig glad for at være her – lige her og nu.

Tilbage igen efter frokost (Pozole er for øvrigt fantastisk!) sad vi i et auditorie og jeg havde i mellemtiden erhvervet mig bøger af både Angel Boligan og Dario Castillejos, som jeg ydmygst havde bedt dem om at tegne i til mig, mod en af vores medbragte Spotbøger. Både Boligan og Dario er fantastiske tegnere, som jeg ALDRIG håber bliver opdaget af de danske aviser, for så har jeg langt bedre fremtidsudsigter som postmedarbejder hos Post Nord end jeg nogensinde vil få som tegner.
Det ville de naturligvis gerne, og jeg blev også selv bedt om at returnere SPOT-bøgerne med en af mine egne krøller. Dammit!

Imens var to andre tegnere igang oppe på scenen er med en diskussion omkring satirens væsen eller noget, men da samtalen mindede mere om en kaminpassar end om en reel debat, gik jeg vist ikke glip af så meget. Jeg tegnede løs, men hver gang jeg kikkede på de smukke dedikationer Boligan og Dario havde lavet til mig, fik jeg præstationsangst. Det lykkedes dog til sidst at få lavet en krampe, der ikke var helt idiotisk på indercoveret, så jeg tror jeg klarede skærene.

Samme eftermiddag fik en af festivalens redaktører, Edith Leija, den utroligt gode ide, at vi skulle se Lucha Libre!
Mexikansk fribrydning havde for mig altid ligget på samme hylde som B-film fra 70’erne og machokultur uden selvironi, men Ediths begejstring var ikke til at komme uden om og inden længe stod vi i den Mexikanske Metro på vej mod Arena Coliseo for at se THE REAL DEAL!
Arena Coliseo viste sig at være en ældre bryderarena, placeret på Calle Republica de Peru 77, og var på ingen måder særlig i øjenfaldende udefra. Men hvad den ikke havde i opblæst og pompøs eksteriør, havde den i ærlig charme og folkelighed.
Udenfor flokkedes folk og en mængde boder tilbød snacks, drikkevarer og ikke mindst et enormt udbud af forskellige fribrydermasker. Og alle lod til at være der! Tykke og tynde, mænd, kvinder (både fulde og ædru), børn og gamle damer, de var her allesammen. Vi stillede os i kø med hver vores billet og kom hurtigt ind.

Indenfor var luften fugtig og tyk og en balkon, der løber hele vejen rundt om selve ringen, var udstyret med et ståltrådshegn, der afholdt folk fra at falde ud. Sælgere gik rundt og tilbød øller, truthorn og masker, og alle råbte og hujede begejstret på de 6 brydere, der allerede var godt igang i arenaen, mens vi fandt et sted med fin udsigt at sidde.

En times tid senere var jeg som genfødt, efter den sejeste sportsevent jeg nogenside har oplevet. Jeg var forelsket i det absolut mest knald-i-låget, over-the-top, fuldstændigt vanvittige og noget nær mest sygeligt koreograferede show, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan stadig ikke forklare, hvorfor dette balstyriske show tog mig med storm, men der er intet over Lucha! De flyver gennem luften, smider rundt med hinanden, afklapser hinanden i en utrolig koreografi, og hver træfning mellem de to hold brydere er en episk fortælling, en kamp mellem de gode brydere, der er lige ved at tabe, men ofte (men ikke altid) alligevel vinder til sidst!
VIVA LUCHA LIBRE!

Om aftenen mødes vi med tegnere og arrangører inklusiv familie på et spise- og også dansested viser det sig, da flere af dem pludselig rejser sig og begynder at danse til musikken fra orkestret. jeg takker nej fordi jeg er en tøsedreng, og fordi de andre DANSER SÅ LÆKKERT: I Danmark er det mere reglen, at hvis du kan tegne, så kan du bare ikke danse – det er den aftale man laver med det omgivende samfund, men det bruger man ikke her. Her kan man danse, og det gør man åbenbart

Fjerde dag

Fredag den 6. september.
Kl 10 var vi klar til Eriks store forelæsning på kulturcentret – Den vi nærmest kom herover for at holde.

Og vi var praktisk talt helt alene i forelæsningslokalet, udover Karen Espinosa – vores trofaste oversætter og Paul Cano, der løber til og fra.
Først 20 minutter over kom den første tilhører slentrende med en varm kop kaffe og et smil så bredt. Mexico, mi amor.

Erik sang derefter for os i 4 timer. Han croonede om fremtidens arbejdsmarked og de udfordringer som alle satiretegnerne globalt set står overfor. Om hvad organisering af tegnere betyder for os heroppe, hvordan det danske system fungerer med forbund, ophavsretsfond, alle tegnerforeningerne og bibliotekspenge, copyright aftaler og VISDA.
Det var en sang, der næsten fik os alle på gaden for at forlange, nej KRÆVE, bedre forhold for tegnere i både Mexico såvel som i resten af regionen.
Han sang (kun afbrudt af få pauser) om organisering, bibliotekspenge og VISDA, og blue ocean og red ocean, og folk lyttede intenst!

Efterfølgende var der mange spørgsmål, og en masse forhåbninger om et fremtidigt samarbejde mellem VISDA og en tilsvarende Mexikansk organistion, og hvem ved? Måske kunne man også implementere en form for bibliotekspenge? Imidlertid er problemet nok, at det er svært at skabe en stor og for alle troværdig organisation, der skal administrere så store beløb, i et land der pt. ligger nr. 105 ud af 174 lande på Transparency Internationals liste over korruptionsniveauet verden over.

Derefter var et min tur med et oplæg om satiremagasinet Spot. Det gik noget langsommere med at komme i gang. Først fordi projektoren ikke virkede, hvilket resulterede I at jeg et øjeblik frygtede jeg ikke kunne bruge de medbragte slides og billeder.
Derudover skulle Erik indlede foredraget med et kort oprids af de event, der førte til dannelsen af Spot magasinet og forbindelsen mellem Spot og Charlie Hebdo. Og Erik er nu engang bare a tough act to follow!
Desuden kommer jeg nok aldrig til at vænne mig til at have en oversætter i øret: Det er som at have en bi (omend en yderst hensynsfuld og venlig bi, som Karen jo nu engang er) fanget inde i sit hoved, mens man prøver at sige Bispens Gips Gebis. Fejlfrit. Bagfra.

Men det gik fint, da det endeligt gik, og folk virkede oprigtigt interesserede i hele projektet. Både måden vi havde organiseret os på i redaktionen og vores samarbejde med udenlandske tegnere. Derefter tog vi med en god flok tegnere og arrangører og tilhørende familie (ingen nævnt – ingen glemt) ud og spise i den pænere bydel Coyoacan. Og det er fandme hyggeligt! Jeg fik en gang chile en nogada, hvis nogen skulle spørge. Det er en ret, der minder mest om en farseret dessert – altså på den gode måde.

Femte dag

Lørdag den 7. september.
Sidste dag i Mexico var vemodig. Vi spiste endnu en gang morgenmad på taget, før vi gik ud for at opsøge seværdigheder og hvor jeg endegyldigt besluttede IKKE at købe en sombrero med hjem. Sombreoer klæder jo som bekendt alle – med mindre man studerer humaniora i København naturligvis.

Vi fik set Diego Riveras fantastiske vægmalerier i National Paladset og vandrede derefter ud til Det Nationale Antropologiske Museum.
Vi havde aftalt at mødes endnu en gang med Paul og David, og derudover en anden tegner Luis Fernando Teegr og hans kæreste foran museet, som alle havde talt helt vildt op. Og Antropologiske Museum leverede! Det var en hel utroligt oplevelse, og muligvis et af de to 3 bedste museer jeg nogensinde har besøgt! Hele Mexicos historie fra de første jæger-samleres ankomst omkring 9.000 fvt. til spaniernes ankomst, der for alvor sætter en stopper for rækken af de store, indianske kulturer: Olmekere, Mayaer, Toltekere og Aztekere var samlet her. Jeg tror vi tilbragte i hvert fald 3 timer derinde, men tiden fløj afsted. Da Erik jo vidste så fandens meget om regionens historie fik han hurtigt kælenavnet Wikipetri af Paul, men uden ham havde besøget været en noget mere tam oplevelse: Der var stort set ingen skilte på andre sprog end spansk. Nogensteder.

Undervejs til museet havde vi passeret et stort telt, overhængt med photos af 22 unge studerende, der var forsvundet under en studietur. Den slags skete fra tid til anden, og man gik ud fra, at de ved et uheld var røget uklar med lokale narkobaroner, der havde slået dem slået ihjel med koldt blod og begravet et ukendt sted.
Fra tid til anden dukker sådanne massegrave op, men det er svært at få knaldet bagmændene. Over 40.000 mennesker er i alt forsvundet siden begyndelsen på mexicanske narkoopgør i 2006, så 22 fra eller til… Det er temmelig forstemmende.

Om aftenen landede vi i et spisehus PROPPET med mariachier! Ca. en mariachi pr. 4 betalende kunde – og det er en del mariachi’er på et sted, skulle jeg hilse og sige.
Især fordi de bare begynder at spille for en uden opfordring, mens de venter på at pesos’ne skal begynde at rulle. Gør de ikke det, fortrækker de og overlader pladsen til en ny mariachiband, der så begynder at spille uden opfordring. Erik var noget skeptisk. Især fordi en af de mere insisterende mariachier spillede på harpe. Hvad gør en harpe dog at gøre i et mariachiband? Bagefter endte vi på et lille værtshus, da alle var enige om vi overhovedet ikke kunne forlade Mexico uden at have smagt Pulque – det viste sig så for mit vedkommende, at det kunne vi faktisk godt. Det er en gammel, meso-amerikansk drink, der laves af fermenteret agavesaft og har en sær gær-agtig smag. Men så fik jeg da det krydset af min liste.

Sjette dag

Søndag den 8. september.
Hjemrejsedagen.
En af de allersidste ting jeg havde forventet at skulle gøre på denne tur var, at skulle sige farvel til folk, der hed Karen, Edith, Paul, Erik, Camila – ja endda en enkelt Ingmar!
Altså ikke da jeg forlod Danmark – men Mexico! Endnu en fordom nakkeskudt og efterladt i Mexico…

Jeg var stadig lidt tung i hovedet efter vores sidste aften i Mexico City. Det må have været pulque’n, tænkte jeg. Men da jeg allerede havde pakket det meste i et for mig ukarakteristisk anfald af planlægning, var jeg hurtigt klar til at tage afsted.
Jeg følte mig lidt flad og havde lidt mavepine, men det skyldtes nok mest jetlag og de sidste dages hårde program, inklusiv øller og den lidt stærkere mexikanske mad.
Vi tog en Uber til lufthavnen og kun lettere forsinket lettede LH521 med retning Munchen – og med os om bord. Jeg så frem til flyveturen, da jeg ikke fik set afslutningen af Avengers, da vi fløj over, så den gik jeg straks i lag med.

Men et eller andet sted over Atlanterhavet begyndte min mave at gøre rigtig nas. Jeg maste mig op fra flysædet og forsøgte at komme på toilettet.
Der var naturligvis kø! Jeg kunne pludselig mærke turbulens, selvom der ingen var, jeg svedte. Til sidst fik jeg blackout – jeg besvimede simpelthen, men heldigvis foran en steward, og da jeg igen kom til mig selv og kunne fokuserer, kom der én stewardess trippende med en cola til mig og én med en iltmaske. Jeg opdagede at jeg åbenbart var utroligt forhippet på at tale til dem i mit bedste skoletysk, til trods for at jeg fandme havde det røvelendigt! De skulle jo nødig tro at jeg var fuld – jeg er jo nu en gang officielt bladtegner…

Resten af turen gik som den bedst kunne, med mig som en ynkelig parodi på en kællingeknude – på plads 34 D. Men alting får som bekendt en ende, og endelig landede vi i Flughafen München Franz Josef Strauß.
Erik fik mig behændigt vippet over i en kørestol, hvor jeg derefter bare sad krampagtigt stille og koldsvedte. Vi ræsede afsted igennem lufthavnen mod gaten, og Erik holdt som sædvanligt hovedet koldt. Han skulle ”bare” hjem og vende, tømme sin kuffert for vasketøj og derpå med kufferten nypakket flyve videre til Norge, hvor et job ventede. Og jeg havde på ingen måde lyst til at blive efterladt i en tysk lufthavn og afvente at en lufthavnslæge skulle få tid til at bese mig, og i bedste tilfælde skulle finde en ny senere flyafgang. Så jeg var også helt klar på, at vi bare skulle med det næste fly mod Danmark. Da vi blev kaldt til gaten var jeg stadig helt flad, men kunne i det mindste selv trisse om bord.

Vi landede i København kl. 8 om morgenen den 9. september, og turen var ovre. Foran os lå septemberdanmark badet i tyndt solskind fra en lav sol, pynteligt ophængt over Amager. Mand, jeg trængte til en lur, tænkte jeg, koldsvedende i metroen, der summende ind mod byen. En meget lang lur, endda. Hvis jeg ikke vågnede igen før 2020 var det helt fint med mig.

Epilog

Den 4/2-2020. Jeg savner stadig Mexico City. Det var som en drøm – som noget der både var for godt og for ondt til at være sandt. Det var et så kolossalt voldeligt og forarmet land, men også så utroligt smukt og med nogle helt fantastiske mennesker.

Da vi besøgte Angel Boligan spurgte jeg, om det var i orden jeg kiggede ind i hans tegnestue, mens han lige skulle færdiggøre en tegning inden en deadline, og det var det. Det er måske lidt svært at forklare processen, men han tegnede stadig mest i hånden på papir, så scannede han skidtet ind og efterbearbejdede og korrigerede det derpå på en ældgammel computer og på en tegnetablet anno stumfilm.

For Angel Boligan kan nemlig som udgangspunkt tegne.
Han behøver ikke en krykke som en CTRL-Z eller hvilken som helst anden undo funktion, for Boligan kan nemlig TEGNE. Vi andre sidder og sveder, hvis vores gear ikke duer. Hvis cintiq’en ikke arter sig, når seneste version af Photoshop igen crasher, vores digitale tegnepen pludselig taber spidsen, så er vi på den.
Men det er jo ikke det det handler om. Hvis hver streg man slår på en digital tegning består af 3-4 streger man har undo’et, hvilket talent har man så? Man har et talent for at delete – at fjerne noget, men ikke nødvendigvis talentet for at tegne.
Nu sætter jeg tingene på spidsen – det ved jeg, for jeg arbejder jo også selv vildt meget på computer, men ens talent ligger ikke i ens Cintiq, Wacom eller iPad Pro, i ens Photoshop eller Gimp, eller hvad slags kram man nu bruger. Det ligger et sted i ens eget software – i knolden og i hånden, og man skal passe på ikke at udliciterer det for meget.
Keep it simple, stupid! Tegn, så det synger!

Læs evt. også om min tur til satirefestivalen i Saint-Just-le-Martel i 2018 her.