Det synes jeg i hvert fald godt man må…
Rigtig god jordens dag – og stop så med at være så satans needy hele tiden! Du behøver ikke komme 20 minutter hurtigere til Århus eller København. Der er slet ikke federe at være og det er stort set de samme mennesker der er der alligevel.
Rigtig god weekend – ikk’os! 😀
Hvis vi nu SKAL ændre navnet på Kristianiagade til noget, så synes jeg ærlig talt Oslogade vil være bedre – både for at tage lidt afstand fra nationens egen despotiske og imperialistiske fortid, såvel som at honorere landet, der gavmildt har delt både Holberg og Tordenskjold med os.
Man skal feje for egen dør…
Jeg kunne godt forestille mig hvordan det ville være, hvis en flok brøndbyfans, afskåret fra medieindput af en en ugelang brandert, begav sig mod parken fra Østerport Station…
Kæmpestor respekt til alle dem, der deltager i demonstrationerne foran den russiske ambassade på Kristianiagade på Østerbro.
Jeg er stadig utrolig påvirket af invasionen af Ukraine. Ikke mindst udsigten til, hvad den 60 km lange militærkonvoj med tropper, artilleri og kampvogne, der time for time nærmer sig Kiev, vil forårsage for de tilbageblevne ukrainere. Hvad Putin har tiltænkt byen, kan man kun gætte om, men hvis vi kigger på den russiske fremfærd i både Tjetjenien og Syrien, kommer det til at betyde store menneskelige tab, kaos og tragedier uden lige…
Det er så svært at se på den katastrofe der udspiller sig for vores øjne, og det eneste jeg kan gøre som tegner er, at prøve at gøre lidt grin med det – for det er alt jeg kan gøre. Måske er det usmageligt, og hvis det er, beklager jeg. Det er et spørgsmål om afmagt. 🙁
Jeg kan tegne – eller jeg kan give op.
Det er svære tider, synes jeg…
Den russiske invasion af Ukraine fylder så utroligt meget – både på medierne og på det følelsesmæssige plan. Man stirrer på det med en småpervers blanding at fascination og uvirkelighed, uden alligevel rigtigt at kunne tage det ind… Stakkels Ukraine.
Sikke en frygtelig dag, som vi bare sad og ventede på skulle komme. For det vidste vi jo godt den gjorde. Som at se et trafikuheld i slowmotion. Et kolo-enormt stort trafikuheld. Med kampvogne, soldater, fodgængere, granatoprevne køkkenhaver, huse i ruiner og halv- og helautomatiske våbensystemer…
Stakkels Ukraine…
Stakkels, stakkels Ukraine…
Apropos valg – Når man nu står derinde og er fuldstændig blank:
“The presence of those seeking the truth is infinitely to be preferred to the presence of those who think they’ve found it.”
-Terry Pratchett
I dag er det 103 år siden første verdenskrig endte – 11. november 1918.
Dermed sluttede den blodigste, mest industrialiserede og inhumane konflikt verden indtil da havde oplevet. Den kostede 16 mio. liv – både på og udenfor slagmarkerne, og et langt større tal invaliderede og sårede.
De økonomiske konsekvenser gider jeg slet ikke snakke om.
Fuck dem.
I 2018 lavede jeg denne tegning, og den betyder stadig en del for mig, for jeg tror ikke på, at krige nogensinde er den rette løsning på politiske konflikter. Krige fører altid enorme og uoverskuelige konsekvenser med sig.
Følgerne af første verdenskrig var f.eks. at verden i 1918 ikke var klar, da den spanske syge brød ud og slog yderligere 40 mio. mennesker ihjel, og at konflikten i sidste ende lagde grunden for den næste verdenskrig.
Hvem kunne have gættet det?
Vi er kun mennesker – hvilket vil sige en art pyntesyg abe uden for meget hår – og selvom vi tror vi har styr på det hele, fra international logistik over energiproduktion til den politiske situation på Balkan – så overraskes vi hver gang skibe rammer isbjerge, atomkraftværker eksploderer eller en stor, geopolitisk kanon bliver likvideret i Sarajevo.
For vi har ikke styr på det. Og det får vi aldrig.
Det er ligegyldigt om konflikten er i Syrien, Etiopien, Afghanistan, Ukraine eller Colombia – den gør mennesker til udyr og nedbryder mere end den opbygger.
Og værst af alt – den får os til at glemme at vi alle bare er aber, der bør passe bedre på os selv og det sted vi bor.
Så for at gøre dette opslag lidt mere aktuelt, så kommer jeg lige med en opfordring her – eller rettere en forbøn – at når I nu står der i stemmeboksen og måske er lidt i tvivl hvem man skal stemme på, så sæt et kryds ved nogen af de aber, der samler os. Og ikke ved dem der splitter os. Det må være vejen fremad.