Jeg tegnede engang en kvinde, der efter jeg var færdig med at tegne hende, kigge på papiret med vantro, og sagde tydelig indigneret: “Arh, sådan ser jeg jo ikke ud. Her ligner jeg jo min mor!”
Hun tog dog tegningen med sig.
Men det ER svært at tegne med portrætlighed – jeg skal selv lige varme op, jeg kan ikke bare sådan starte og så ligner det jeg tegner, det jeg ser. Det er nok noget med at muskelhukommelsen lige skal på gled, eller at kam lige skal skærpe hjernen eller noget. Det virker i hvert fald sjældent for mig.
Og så skal man – udover udseendet – endda også forsøge at ramme personens selvforståelse i tegningen – og den kan godt være lidt svær, har jeg opdaget, for den er ikke nødvendigvis lige til at få øje på.
