Bedst som man tror corona er gået hjem for at lægge sig…
Schyyy…
Jeg er simpelthen træt af, at mine drømme ikke længere instrueres ordentligt længere. Det er ikke fair!
Jeg har før drømt om kæmpebyer i lyse og venlige farver (Jeg har faktisk drevet et hotel i en engang), sejlet i kæmpestore dampere ned ad brede floder, omkranset af sandgule og rund-eroderede klipper, bekæmpet skinny, blå vampyrer som en champ, været fanget alene på en færge på et stort og mørkt hav, faldet et hav af gange fra sindssyge højder, frygtet for mit liv – ja, der har altid været højt til loftet i mine drømme. Selv de frygteligste mareridt har været af en hvis nederdrægtig kvalitet.
Men jeg må indse, at instruktøren ikke længere gider gøre sig umage. Eller også ligger der nogle vilde budgetnedskæringer til grund for de tarvelige effekter og manus jeg nu må tage til takke med. For nu er det ved at være slut. Jeg drømmer næsten aldrig mere – eller endnu værre: Mine drømme sucks!
Således drømte jeg i nat at en helikopter styrtede ned, og at jeg måtte ile til, for at redde eventuelle overlevende.
“Wauw,” tænker du måske. “Sikke et dramatisk setup!”
Det tænkte jeg i hvert fald først. Men nej. Instruktøren havde åbenbart tømmermænd, så selve styrtet gik ud på at helikopteren (der for øvrigt bare fløj på hovedet) forsvandt om bag et hus, efterfulgt af et knapt hørligt brag.
Jeg løb om bag ved huset, og her lå nu helikopteren i et krater, og redningsmandskabet var allerede(!) i gang med at redde en tyk mand ud ad vraget. Manden havde ikke en skramme og var blot lidt fortumlet.
“Vent nu lige lidt,” tænkte jeg for mig selv. “Det her kan sgudatte passe! Hvor er al lidelsen? Hvor er alle de tilskadekommende? Hvor er de afrevne lemmer?” Jeg kiggede rundt på den halvtomme kulisse, der blot bestod af det runde krater, et hegn og nogle pæne østerbro-husfacader, og det var lissom det.
Ingen brændende ild, ingen tyk røg, ingen vragdele, ingen katastrofe.
Jeg tænkte “Arh, come ON! Hvor er ligdelene?” blot for at opdage at instruktøren havde spredt noget der lignede små stykker rå kylling hist og her. Det var her jeg besluttede mig for at vågne – for det var sgu ikke det værd.
Er der nogen der ved hvor man kan avertere efter en ny drømmeinstruktør – ham jeg har nu, har ikke hjertet i det længere…
Corona er tilbage, og lad os bare sige, at det ikke påvirker alle i familien lige hårdt…
7 år efter angrebet på Charlie Hebdo.
Alt er tilgivet – Intet er glemt.
Apropos valg – Når man nu står derinde og er fuldstændig blank:
“The presence of those seeking the truth is infinitely to be preferred to the presence of those who think they’ve found it.”
-Terry Pratchett
At føle sig som hullet i nullet…
–Nåeh, hvordan er det så sådan at være freelance? spørger folk en gang i mellem.
–Fint nok, svarer jeg. Jeg nyder virkelig friheden ved det.
Og så skifter jeg hurtigt emne.