Det synes jeg i hvert fald godt man må…
Hvis vi nu SKAL ændre navnet på Kristianiagade til noget, så synes jeg ærlig talt Oslogade vil være bedre – både for at tage lidt afstand fra nationens egen despotiske og imperialistiske fortid, såvel som at honorere landet, der gavmildt har delt både Holberg og Tordenskjold med os.
Man skal feje for egen dør…
Selfie-tid!
Er ikke sikker på, at jeg ikke synes der burde uddeles flere lussinger til udvalgte Hollywoodkendisser.
De kunne evt. følges af en statuette, man passende kunne kalde for en “Willy.”
Jeg kunne godt forestille mig hvordan det ville være, hvis en flok brøndbyfans, afskåret fra medieindput af en en ugelang brandert, begav sig mod parken fra Østerport Station…
Kæmpestor respekt til alle dem, der deltager i demonstrationerne foran den russiske ambassade på Kristianiagade på Østerbro.
Jeg er stadig utrolig påvirket af invasionen af Ukraine. Ikke mindst udsigten til, hvad den 60 km lange militærkonvoj med tropper, artilleri og kampvogne, der time for time nærmer sig Kiev, vil forårsage for de tilbageblevne ukrainere. Hvad Putin har tiltænkt byen, kan man kun gætte om, men hvis vi kigger på den russiske fremfærd i både Tjetjenien og Syrien, kommer det til at betyde store menneskelige tab, kaos og tragedier uden lige…
Det er så svært at se på den katastrofe der udspiller sig for vores øjne, og det eneste jeg kan gøre som tegner er, at prøve at gøre lidt grin med det – for det er alt jeg kan gøre. Måske er det usmageligt, og hvis det er, beklager jeg. Det er et spørgsmål om afmagt. 🙁
Jeg kan tegne – eller jeg kan give op.
Det er svære tider, synes jeg…
Den russiske invasion af Ukraine fylder så utroligt meget – både på medierne og på det følelsesmæssige plan. Man stirrer på det med en småpervers blanding at fascination og uvirkelighed, uden alligevel rigtigt at kunne tage det ind… Stakkels Ukraine.
Q: “Hvorfor arbejder du egentlig som freelancer og ikke som fastansat tegner et eller andet sted?”
A: “Godt spørgsmål. Der er jo ellers masser af jobs derude…”
Schyyy…