“And I still haven’t found what I’m looking for…”

Gimle hjemløs

Stadig intet nyt på tegnestue-fronten.
Vi på tegnestuen Gimle bliver stadig hjemløse om knap 6 måneder!

Ud på røv og albuer!

“Den tegnestue jeg sidder på (www.tegnestuengimle.dk) har efter 27 år fået sit erhvervslejemål opsagt, og vi leder nu efter nye lokaler, der kan huse Københavns ældste tegnestue.” 

Det var teksten på det opslag, jeg lavede i en Facebookgruppe i forrige uge, i det spinkle håb, at nogen havde et forslag til, hvor vi kunne finde vores næste adresse.

Det opslag blev imidlertid læst af en journalist på lokalavisen NørrebroLiv, og hun ringede straks til mig og bad om et interview om hvem, hvorfor, hvordan og hvad nu?.
Under overskriften: Danmarks ældste tegnestue smidt ud af Nørrebro, forsøgte jeg så at ridse hele situationen op for vores forestående flytning (læs hele artiklen her), og det slap jeg vist nogenlunde fra uden de helt store faktuelle fejl.

Efter at have set det samme Facebook-opslag, som journalisen ved lokalavisen, henvendte flere personer sig så med forskellige links og tilbud.
Vi fik direkte kontakt til flere udlejere og andelsforeninger – udenom diverse ejendomsmæglere og lokalebørser, som vi indtil da næsten udelukkende havde talt med – og en enkelt henvendelse viste sig endda at være utroligt interessant for os.
Ja, det kunne potentielt vise sig at være vores næste adresse.

Lejemålet ligger på Kristianiagade på Østerbro, og selvom Kristianiagade muligvis er Østerbros kedeligste gade, kan vi der få adgang til ca. 250 kvm til stort set samme pris, som vi betaler nu. Og det er jo noget vi kan arbejde med! Vi er pt. igang med at kigge på kontrakten og se, om det nu også er så godt, som det lyder.

Og senest har jeg nu så også været i Radio 4! (Danmarks eneste radiostation, der har sit lyttertal som del af sit navn, som tegnestuens Niels Roland tørt kommenterede :D)  – Det interview kan så lyttes på her

Men det bliver svært at skulle forlade Nørrebro. Jeg elsker virkelig Nørrebro. Det bulede, skæve, beskidte, nogengange lidt bøvede og kantede, men altid mangefacetterede Nørrebro, og min daglige tur hertil har betydet meget for mig. Cykelturen langs søerne i alt slags vejr, at hilse på den udskældte skarv-koloni i Sortedams Søen, undgå at blive kørt af vejen af idioter på el-cykler de HELT REELT IKKE BURDE HA KØRKORT TIL! dreje op ad Skt. Hansgade med et lille stop foran Dahl Antik for at finde bøger og Claire Bretécher tegneserier, op til Skt. Hans Torv, lure på interessante mennesketyper på vej på arbejde eller undervisning, mens man venter for rødt, tage den henover torvet og op ad Guldbergsgade, forbi den jødiske begravelsesplads og ned ad Møllegade, passere Litteraturhaus (måske indtage et pokemontårn lige der, hvis jeg ikke har for travlt) og så ellers parkere cyklen og sige godmorgen til Nørrebros rare og søde – men samtidig mest uduelige blomsterhandler, før jeg trisser op ad trappen og låser mig ind.

Det kommer jeg altså til at savne… 

Tegnestueplads mangler okkupant!

ledig tegnestueplads tegnestuen Gimle

Tegnestuen jeg sidder på, Tegnestuen Gimle, har pt 3 ledige pladser til kreative bananer, der har brug for et bord, en stol, wifi og kaffe (og/eller te)!
Vi er til dagligt 16 tegnere, skrivere, grafikere og en enkelt webmand, der har brug for nye, spændende, sjove, tåbelige, charmerende, introverte, ekstroverte mennesker, til at dele arbejdsdagen med. Er det dig? 

Kontakt mig her, hvis du godt lige vil høre lidt mere om en ledig plads eller to 🙂

Denne side bruger cookies. Fortsætter du ind på denne side side, accepterer du også brugen af cookies.